
RESTAURANT
Opgaven var at skabe en restaurant, hvor rummet understøtter både den gastronomiske kvalitet og gæstens samlede sanseindtryk. Med udgangspunkt i nordisk minimalisme er restauranten designet og indrettet hvor æstetik, funktionalitet og naturinspiration balancerer i et stilrent, eksklusivt og roligt udtryk.
Åbenhed og kontakt til køkkenet
Et centralt element i indretningen er den åbne forbindelse til køkkenet. Her er der skabt visuel kontakt gennem en forskudt glasvæg, som giver gæsterne et kig ind i køkkenet uden at gå på kompromis med lyd, arbejdsro eller hygiejne. Samtidig skaber det transparens og liv i rummet og invitere gæsterne tættere på madens tilblivelse.
Akustik og zoner med naturlige elementer
For at sikre en behagelig akustik og skabe en blød ruminddeling, er der arbejdet med paneler i varme naturlige materialer samt store grønne planter. Planterne fungerer både som lydregulerende og visuelle rumdelere, der skaber naturlige zoner mellem spisepladser og ganglinjer. Samspillet mellem planter og akustikpaneler bidrager til en behagelig ro.
Indbydende loungeområde
Ved indgangen og som naturlig overgang fra den øvrige del af restauranten, er der indrettet et indbydende loungeområde med lavere møbler, tekstiler i bløde toner og dæmpet belysning. Her kan gæsterne nyde en aperitif, vente på deres bord eller slappe af efter middagen. Området skaber et trygt og imødekommende førstehåndsindtryk og fungere samtidig som en naturlig forlængelse af restaurantens samlede æstetik.
Belysning
Belysningen spiller en central rolle i indretningen og er nøje udvalgt for at understøtte både funktion og atmosfære. Der er arbejdet med en kombination af lamper over bordene, LED spot belysning, små lamper på borde og i hjørner samt LED belysning i plantezoner, bar og loungeområde.
Materialer og stemning
De valgte materialer afspejler det nordiske med lyse egetræsoverflader, sten, bløde tekstiler og detaljer i sort metal. Farverne er afdæmpede og naturinspirerede jordtoner som grå, beige, grøn og sand og skaber en elegant sammenhæng mellem interiøret og omgivelserne tæt på vandet og byen.










